FORSØGSSCENEN HADERSLEV

Unge med teater i blodet

Indlevelse, at træde i karakter og give den 360 grader.


De var mange ved Hertug Hans Festival i 2023 - se billederne - og de bliver endnu flere i 2024. Teater er nemlig sagen, og Hertug Hans er drønsjovt. Mange børn og unge fra ni til 20 år fra Forsøgscenen Haderslevs Børn- og Unge-afdeling er derfor klar til igen at give den gas og træde dansen ved årets løjer i Damparken, og de kommer med selvtilliden i orden efter med stor succes at have opført Skammerens Datter i april. 


Børnene og de unge fra Forsøgsscenen Haderslev fik første gang en lille smagsprøve på Hertug Hans Festival, da festivalen i samarbejde med Historie Haderslev og Museum Sønderjylland fejrede hertug Hans den Ældres 500 års fødselsdag i 2021. 


I 2022 og i 2024 var de med fra start og til slut. I 2024 blandt andet som elverpiger og andre væsner fra den danske folketro. 


Under ledelse af Emilie Florentine og Kathrine mødes de en gang i ugen til teaterundervisning i Forsøgsscenen Haderslevs lokaler ved Haderslev Idrætscenter.


Her lærer de at improvisere, lave karakterarbejde og ikke mindst leve sig ind i de karakterer, de spiller.


En gang om året – ved juletid – laver de en juleforestilling med manuskript, iscenesættelse og alt, hvad der hører til en teaterforestilling - og som sagt var det så i april Skammerens Datter.


Til Hertug Hans Festival, der er et af årets højdepunkter, er der frit slag. Her er der ingen faste replikker, her gælder det bare om at folde sig ud og være tilstede.


Ud over sjove oplevelser vinder de enkelte børn og unge en række ekstra gaver ved at spille teater og improvisere:


"De får sammenhold, lærer at samarbejde og lave en præsentation. Ud over det får de selvtillid og lærer struktur. For at spille teater og improvisere skal man nemlig være struktureret", siger Katrine.