KÆPHESTE 2024

Leg i firspring 

Hertug Hans Festival er hoppet på trenden – eller måske rettere på kæphesten. For lige som mange andre går vi nu også til kæphest - og har endda fået en hel staldfuld selv. Og hvem forstår ikke det? Kæpheste er billige i foder og spiser kun det, som dens rytter gør, og den er også billig i opstaldning. Den kan nøjes med et hjørne i rytterens værelse, og dyrlægeregningen slipper vi sandelig også for. Transporten frem og tilbage går desuden helt af sig selv ...


Kreative medlemmer og venner af festivalen har lavet nogle af Danmarks nok flotteste kæpheste, som er lige så vilde – eller tamme – som deres ryttere. 


Så barn, ung eller voksen. Hop på hesten og mor dig.

Der er kæpheste i alle farver og med alle mulige former for temperament. Det er helt op til rytteren.


Ud over at more sig og få god motion kan deltagerne også i deres helt egen stil tænke på tre konger, der alle har haft betydning for Haderslev.

En kongelig sport

Hertug Hans’ storebror, Christian III, der jo var hertug i Haderslev, inden han blev dansk konge, var rigtig glad for ridderturneringer, som i middelalderen og op til renæssancen var en fornøjelig sport for medlemmerne af Europas konge- og fyrstehuse. Sammen med sin søn, Frederik II, indførte han den fredelige dyst til Danmark i 1500-tallet. En dyst, der er endt med at blive til vores dages ringridning.


Da Hansborg Slot på den nuværende havnefront i Haderslev stod færdig var der i forbindelse med haveanlægget en turneringbane. Måske har Christian IV, Frederiks søn, hygget sig her, når han opholdt sig i Haderslev.Han var nemlig også ivrig udøver af den ædle sport og sørgede for, at der i forbindelse med hans kroning i 1596 over flere dage blev holdt ringridning.


Her i Sønderjylland har vi hvert år i juli stadig store ringridninger, der samler flere hundreder deltagere, som dyster om at få den mindste ring.