MØD HERTUG HANS OG DRONNING DOROTHEA

Hertugen kommer altid først

Ingen Hertug Hans Festival uden festivalens hovedperson, og det gælder selvfølgelig også i 2024. 


Igen i år er det dramatikeren og instruktøren Niels Damkjær, der lever sig ind i rollen som Hertug Hans.


Det er en fornøjelse for Niels, der som ingen anden forstår den verden af sprog, som hertugen levede i i 1500-tallet. Her foregik talen på både tysk, plat og dansk, og det er selvsagt en kunst. Dog ikke for den sprogkyndige Niels Damkjær, der har mange års erfaring i teateropførelser på både dansk og tysk, behersker både portugisk, spansk og italiensk - og som derudover har et indgående historisk kendskab til både den unge og ældre Hans og hans tid.


Dronning Dorothea er en anden vigtig person under den årlige Hertug Hans Festival. Hertug Hans havde et tæt forhold til sin ældre svigerinde, og der var på et tidspunkt endda tale om, at de skulle indgå ægteskab. Men dengang i 1500-tallet var ægteskab mellem svoger og svigerinde ikke tilladt - og slet ikke fordi kongen, Dorotheas søn, muligvis derved ville gå glip af den arv, som han ellers ville få fra sin barnløse onkel Hans.


Det er Lone Salmer fra Hertug Hans Festivals bestyrelse, som i 2024 igen hopper i den fine dronningedragt og dermed igen kaster glans over Haderslev by og Kommune.


2024 er et særligt år. 


For Hertug Hans den Ældre har i lighed med æreshertugerne faktisk her i 2024 et halvrundt jubilæum selv. Det er præcis 480 år siden, at Hans den Ældre kom til Haderslev som regerende fyrste, og det skal selvfølgelig også fejres. 


Man kan møde Hertug Hans og dronning Dorothea i Damparken fredag og lørdag formiddag, ved det historiske optog i Haderslev lørdag.


Men husk: Ærbødighed - de er kongelige...