STYLTE SIGNE

Lange Signe med den spidse næse vender tilbage

Det er en kvinde, man lægger mærke til. Om hun kalder sig for Barok Bente eller Stylte Signe, så ser de fleste op til hende. Hun har nemlig Københavns højeste stylter – og også Haderslevs. Det oplevede vi alle under Hertug Hans Festival 2022.


I år vender hun for en kort bemærkning tilbage. Ved Hertug Hans Festival fredag den 2. juni får Haderslevs godtfolk – og i allerhøjeste grad - småfolk (uanset højden) – nemlig fornøjelsen af at møde Stylte Signe, som på det historiske marked i Damparken igen vil sprede højt humør og med stor sandsynlighed få beundrende blikke. Op ad. 

 

Stylte Signe er mor til to.

 

Hun er dog ikke en helt almindelig mor. Hun går gennem livet på stylter – og det har hun gjort i et kvart århundrede.


Historien er laaaaang, siger hun selv. Kunsten at gå med forlængede ben lærte hun på en teaterskole i Italien efter at have set styltekunst i Odin Teatret.

 

Når hun ikke går på stylter, underviser hun i teater, laver teaterrytmik, forestillinger, varieté, ildshows og selvfølgelig stylteevents. Altid i højt humør og trods stylterne i øjenhøjde med sit publikum.


Teatret skaber mulighedernes rum, modig magi, de utroligste møder, overraskelser og unikke øjeblikke, som vi oplevede i Haderslev i 2022. Derfor ser vi frem til igen at sige højt goddag til Stylte Signe i år.