Wibergh Badstue

Teater, "tørring" og lidt tåget historie

Men Wibergh Badstue er ikke bare wellness med middelaldervibes.

Gruppen danner en levende ramme, hvor improvisation, sang og publikumsinddragelse går hånd i hånd med historisk formidling.

Gæsterne bliver en del af spillet – om det er som syngende statister, grinende vidner eller ufrivillige "ofre" for badstuens drillerier.

Wibergh synger hjemmegjorte – og ikke helt stuerene – sange om hinanden og tidens tendenser. I 2024 blev de tilmed beriget med en lutspiller, der sørger for, at stemningen bliver både autentisk og musikalsk.

Når man endelig skulle gøres ren i middelalderen og renæssancen, var det oftest i forbindelse med særlige lejligheder – højtider, bryllupper eller sygdom.

Sæbe var ikke en hverdagsvare, men et håndlavet produkt: Dyrefedt blev blandet med lud (fremstillet af træaske), og med tålmodighed og varme blev der fremstillet sæbe. Til duft og virkning brugte man urter som lavendel, rosmarin – og ikke mindst sæbeurt, en plante kendt for sine naturlige skumevner.

Rindende vand var absolut ikke almindeligt, og ofte foregik badet derfor i en badstue.

Badstuer var i højmiddelaldere udbredte i byerne - herunder i Haderslev, hvor vi stadig har en gade, der hedder Badstuegade.

Badstuerne fungerede som en slags offentlig wellness. Man kunne få varmt vand, blive skrubbet, få massage og socialisere – mænd og kvinder badede ofte sammen.

Men i takt med at moralbegreberne ændrede sig, begyndte badstuerne at få ry for at være andet og mere end steder for kropspleje. I mange tilfælde blev de reelt dæknavne for bordeller. Der foregik såkaldt “uterlig virksomhed” – altså utugt – og det blev efterhånden så udbredt, at myndigheder i både Danmark og resten af Europa enten regulerede eller lukkede badestuerne helt.

I København blev det f.eks. forbudt for ugifte kvinder at arbejde i badestuer fra midten af 1500-tallet – netop for at bekæmpe prostitution.