FRUERNE

Mød Fruerne – og træd direkte ind i en verden af nåle, snøreliv og silke!


Du har måske allerede set hende før – kvinden med den store fjerhat, den røde kjole med guldbroderier og det fineste snøreliv. Det er Bettina!


Nu vender hun tilbage til Hertug Hans Festival sammen med sine to veninder Helle og Birgitte– også kendt som Fruerne.


Fra den 30. maj til 1. juni kan du finde Fruerne i Damparken, hvor de formidler historien om renæssancens dragter og håndarbejde, så det er til at forstå og mærke – bogstaveligt talt!


De tre veninder syr selv deres imponerende historiske kjoler – og de ved alt det, man ikke lige læser i historiebøgerne:


  • Hvad havde man egentlig under kjolen?

  • Hvordan gik man på toilettet med snøreliv og lag på lag?

  • Og hvor lang tid tager det egentlig at sy sådan en kjole?


Hos Fruerne får du svarene – og en masse smil med på vejen. De elsker at fortælle og dele deres passion for vævning, broderi og historisk håndværk, og der er altid plads til en nysgerrig gæst, der har lyst til at høre mere (eller spørge dumt – det må man gerne!).


Brodér dit eget festivalminde

Bettina medbringer sin imponerende to meter lange broderiramme, hvor børn og voksne kan være med til at sy en lille del af et stort fælles festivalværk. Her kan du bogstaveligt talt sy din oplevelse fast i historien!


Og hvem ved… måske frister de dig også til at prøve en stor renæssancekjole? Shorts og sandaler kan vente!