Teaterbørn og unge er klar 2022

Teater


Totalteater, dans og masser af sjov med børn og unge


Cirka 30 børn og unge fra Forsøgsscenen Haderslev er klar til at give den gas med dans og happenings ved Hertug Hans Festival. Ingen kan vide sig sikre.

Indlevelse, at træde i karakter og give den 360 grader.


De cirka 30 børn og unge fra ni til 20 år fra Forsøgscenen Haderslevs Børn- og Unge-afdeling er klar. Mere end klar.


I flere år har de ventet og ventet, mens corona-spøgelset rasede. Sidste sommer fik de en lille forsmag, da Hertug Hans Festival i samarbejde med Historie Haderslev og Museum Sønderjylland fejrede hertug Hans den Ældres 500 års fødselsdag den 29. juni.


Men i år skal det være. Børn og unge skal til Hertug Hans Festival i kostumer og med blik og sans for store og små situationer agere, spille op og ikke mindst more sig med totalteater, dans og masser af indlevelse i 1500-tallets skikke, talemåder og opførsel.


Under ledelse af Emilie Florentine Lind Knudsen og Kathrine Elisabeth Fraefel mødes børn og unge en gang i ugen til teaterundervisning i Forsøgsscenen Haderslevs lokaler ved Haderslev Idrætscenter.

Her lærer de at improvisere, lave karakterarbejde og ikke mindst leve sig ind i de karakterer, de spiller.


En gang om året – ved juletid – laver de en juleforestilling med manuskript, iscenesættelse og alt, hvad der hører til en teaterforestilling. Til Hertug Hans Festival, der er årets andet højdepunkt, er der frit slag. Her er der ingen faste replikker, her gælder det bare om at folde sig ud og være tilstede.


"Vi er opdelt i to grupper. Emilie har de unge fra 14 år og op, og jeg de yngste. Det giver en fantastisk aldersspredning, hvor børn og unge trækker på hinanden", fortæller Kathrine Elisabeth Fraefel, som forklarer, at børn og unge blandt andet lærer sprogbrug.


Mens nogle dyrker fodbold og andre går til spejder, er teatret og de skrå brædder Forsøgsscenen Haderslevs børn og unges primære fritidsaktivitet. De går op i spillet med liv og sjæl.


Ud over sjove oplevelser vinder de enkelte børn og unge en række ekstra gaver ved at spille teater og improvisere:


"De får sammenhold, lærer at samarbejde og lave en præsentation. Ud over det får de selvtillid og lærer struktur. For at spille teater og improvisere skal man nemlig være struktureret", siger Katrine.


Ved Hertug Hans Festival er børn og unge fra Forsøgsscenen Haderslev en del af en totaloplevelse. De skaber liv og miljø som frække unger, dansepiger og unge adelige. De vil være her, der og allevegne – og gæster skal ikke blive overraskede, hvis børnene og de unge aktører pludselig inddrager dem i små happenings.


Det bliver totalteater, og det bliver totalt fedt.

 


Man kan læse mere om Forsøgsscenens arbejde på hjemmesiden https://www.forsoegsscenen-haderslev.dk eller på Facebook-siden https://www.facebook.com/forsoegsscenenhaderslev