Sønderjysk Figurteater 2022
Sønderjysk figurteater
Den sultne larve[23]
renaissance-kompagniet[57]
Maske og dukke i samspil[52]

Dukker og Haderslev-fortællinger 


Figurteater fylder teltet med masker og dukker fra Haderslevs fortid

Sønderjysk Figurteater fortæller i samarbejde med Forsøgsscenen Haderslev og eventyrfortæller historien om Haderslevs førsteapoteker. Børn og voksne kan selv blive maske-og dukkeeførere. 

Hvordan var det egentlig at leve i Haderslev i tiden under Hertug Hans? Dette spændende spørgsmål kan børn og voksne få et lille indblik i under Hertug Hans Festival fredag og lørdag den 3. og 4. juni.


I et telt fyldt med fantastiske dukker og farvestrålende, livagtige masker vil Sønderjysk Figurteaters Marc Hurkmanns, Inge W. Larsen samt Mona og Niels Damkjær i samarbejde med Sasja Fogh og Mogens Fangel Damm fra Forsøgsscenen Haderslev samt eventyrfortælleren Susanne Elisabeth Schoppmeier fortælle sjove historier med marionetdukker i børnevenlig komediestil. Historier, som fortæller om livet i Hertug Hans’ rige.


Inspirationen til spillene kommer fra den italienske maskekomedie Commedia dell’arte, der med grotesk humor beretter om dagliglivet i 1500-tallet – og selvfølgelig finder sted i samspil med tilskuerne.


Dukker er der mange af i teltet, og inden- og udenfor - alt efter vejret - kan børn og barnlige sjæle prøve at lege med marionetdukker og spille med masker, hjulpet af nogle af Sønderjysk Figurteaters dukkeførere og maskespillere.


Nogle af marionetdukkerne relaterer direkte til Haderslev bys historie. Blandt andre kan børn og voksne møde Antonius Bate, der er apoteker, slik- og vinhandler samt ølbrygger.


Historien om ham begynder i 1557, da den fredselskende hertug Hans i en opgangstid, hvor Haderslev er fyldt med håndværkere fra ind- og udland beslutter sig for at grundlægge et apotek – Hjorteapoteket, der stadig eksisterer.


Hertugen får derfor Antonius Bate til at komme til Haderslev. Nu skal befolkningens helbred og pleje af de syge og gamle nemlig have prioriteret.


Byens nye apoteker skal  sørge for friske urter, han får monopol på at sælge luksusvarer som “sød vin, lutter-drank eller claret, stødte urter og konfekt”. Hertugen anser Antonius Bate for så vigtig for byens ve og vel, at den nye apoteker får skatte- og toldfrihed, fri bolig, god løn i naturvarer mm.


Snart efter viser det sig desuden - til alles store glæde - at apotekeren også kan brygge rigtig godt øl og ved, hvordan man indretter lokaler til udskænkning af god øl eller lækker vin og søde sager. Han kommer nemlig fra en af Europas bedste ølbyer Aalst i Flandern, tæt ved Bruxelles.


Med dette historiske udgangspunkt er scenen sat for små improvisationer, hvor publikum også møder Gesche Marie, Haderslevs jordemoder, kyndig i lægeplanter og klog kone, der kan se ind i fremtiden. Ind i fortællingen dukker også Anne Laustdatter, bondepige, op. Hendes mor har ondt i maven - og det har hun vist også selv!


Laust Nissen, bondemand, og far til Anne, er meget bekymret for kone og datter og sine husdyr. Otto Braun, bartskærer, kirurg og våbensmed, kan både barbere og lave kirurgiske knivsnit. Er det mon løsningen for Anne og hendes mor, eller skal de ty til ‘Mosesoen’, som er heksen Sille Månsdatter, der er ven med dæmoner og laver djævelske amuletter.


I hele dette virvar af tro og overtro og moderne viden anno 1557 dukker også den historiske skikkelse Hans Oldendorph, en fanatisk sortklædt kapellan, som nok også har en skrue løs, op.


Kom og vær med og få en god oplevelse med historier om Haderslev og spændende dukker.


Fredag: 9.15, 10.15 og 11.15 samt 14.15, 15.15, 16.15: Teaterteltet: Figurteater med marionetter, leg og Susannes fortællinger.

Oplev marionetspillet "Apotekeren kommer til byen!" - enforestilling med dukker og masker.


Lørdag: Teaterteltet: Figurteater med marionetter og leg.

Oplev marionetspillet "Apotekeren kommer til byen!" - en forestilling fra 1500-tallets Haderslev med dukker og masker. Se tidspunkter foran teltet.


Søndag:Teaterteltet: Sønderjysk Figurtater udstiller masker og dukker - og viser, hvordan man kan lege med masker og dukker.